Noget værre rod

[Megan Evelynn Morgenstern]

@cedric

Megan havde haft en skoddag i dag. Hun havde været på arbejde, og havde nu hentet Hunter fra barnepigen, der havde hentet ham fra vuggestuen. Måske havde det været lidt naivt at tro at Neo var blevet hængende for evigt, men det var bare ikke rigtig fungeret. De var forblevet venner, eller så meget venner som man nu kunne være. Hun sukkede. Hun skulle alligevel til at finde sig et nyt arbejde. Det havde de snakket om i dag. Det var ikke sikkert at være mugglerfødt og arbejde et sted som De Tre Koste. Ikke fordi ejeren ikke ville have hende ansat, men hun havde trods alt også en lille dreng at tage sig af. Det var en ond cirkel. Intet arbejde, ville ikke forsørge nogle af dem, men et job på De Tre Koste var lige at presse den mht. hendes egen sikkerhed.

Og det skulle åbenbart bekræftes i dag. Hun nåede godt at fornemme, der var et eller andet galt, før hun fik trukket benene væk under sig og pludselig hang på hovedet. Hunter sad bare i sin barnevogn og syntes det hele så meget morsomt ud. Hun rakte ind efter sin egen stav, men endnu en besværgelse ramte hende. Den totale kropslås at dømme efter den måde hendes arme og ben nærmest klistrede til kroppen. Hun var virkelig ved at være bange nu. 
"Forbandede mudderblod," grinede den ene, mens Megan langsomt drejede i luften. Der var tre. Det var ikke godt, det her. Hunter var begyndt at fatte situationens alvor og var sat i et gevaldigt hyl. "Mo-aaaaar!" hylede han, mens han prøvede at stille sig op i barnevognen. Heldigvis var han ikke så stabil på benene, så han dumpede ned på bagdelen igen. Hun kunne ikke engang sige noget til ham, sådan som hendes kæber nærmest var låst sammen af forhekselsen.

[Deleted]

Efter et år som auror i Afrika, var Cedric endeligt tilbage og han var glad for at storbritannien lignede sig selv. Han havde fået sig en dejlig lejlighed i hjertet af London og generelt så virkede livet bare til at være ganske fantastisk, alt gik som det skulle. Cedric var dog også landet i London netop som der var begyndt at komme dødsgardister ud fra alle kroge, og Cedric var nu med i kampen i mod Theodore, som tydeligt havde fået samlet sig en ganske stor flok og gjorde sig klar til at overtage det magiske samfund, hvilket Cedric som mange andre, naturligvis ikke ville accepterer. Denne dag havde han dog fri, og ville egentligt bare bruge den på at slappe af.

Cedric kiggede fortrækket op da han pludseligt hørte en dreng hyle, og han satte i retning af lydende, og synet der mødte ham, var desværre ikke uskyldigt som forventet: "Lammer!" sagde han højt i mod den ene mand og svang sin stav, han var en dygtig auror, ikke den bedste - men han var bestemt i top 10, han var en mand der altid gjorde alt hvad han kunne for at alle havde det godt, og frem for alt så levede han for sit arbejde. Han havde ingen børn og han havde ingen kæreste, så han havde massere af tid til bare at fordybe sig i besværgelser og arbejde.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Hvis Megan så bare havde kunne slå fra sig eller give igen, havde det været en anden ting. Det der med at hænge hjælpeløs et godt stykke fra jorden med hovedet nedad var rimelig angstprovokerende. Den ene fyr blev ramt af Cedrics lammer, før de andre forstod hvad der foregik. Den ene sendte en forbandelse i retning af Cedric, mens den anden ophævede de forbandelser, der lå over Megan. Det gjorde, at Cedric nok blev nødt til at vælge om han ville fortsætte med at kæmpe mod dem, eller lade Megan falde med hovedet først ned i asfalten. Hun kæmpede en brav kamp for at vride sig i luften, men det nyttede ikke rigtig noget, når det var den totale kropslås man blev udsat for. Man kunne høre mændene bande og svovle, mens de tog benene på nakken og gjorde et forsøg på at stikke af.

[Deleted]

Cedric stod og kiggede i mod alt hvad der foregik foran ham, hvorfor de havde kastet sig over denne kvinde havde han ingen idé om, men Cedric var ikke bange af sig og han havde bestemt ikke tænkt sig at stoppe med at kæmpe: "Vingardium leviosa!" råbte han højt og svang staven i mod kvinden, så hun dalede ned i mod jorden i stedet for at falde, og så snart hun var landet på ryggen, vendte Cedric med det samme opmærksomheden i mod den fyr som havde kastet en expelliamus efter ham og han Cedric fløj et par meter tilbage.

"Lammer!" sagde Cedric i mod en af de andre mænd og svang igen sin stav i håb om at de måske ville stikke halen imellem benene, og han løb så over i mod den unge kvinde, som lå på jorden: "Tag fat i mig..." sagde han og rakte hånden ud i mod hende: "Tag fat i vognen" bad han ligeledes og gjorde sig så klar til at få dem begge væk derfra, uden at ane hvad der egentligt foregik, men helt sikker på at han var nødt til at hjælpe hende, hun var ihvertfald nok ikke dødsgardist med et barn.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Megn dalede stille ned mod jorden i stedet for at falde. Det var noget af en lettelse. Hun tog imod fyrens hånd, og kom op at stå. Hun sprang direkte over til Hunter og nåede lige at få ham i armene, før barnevognen blev ramt af en forbandelse og fik noget af en flyvetur. Om de bevidst gik efter barnevognen eller om de bare ikke kunne ramme, anede hun ikke og det var heller ikke så vigtigt. Hun havde Hunter og han var okay. Hunter var en stor dreng efterhånden, så han var ikke helt nem at bære i én arm, men de skulle vel ikke så langt. Hun sprang hen og tog fat om Cedrics arm, så han kunne få transfereret dem langt væk. Hun fik i hvert fald ud fra, at det var planen. "Hunter, hold fast!" sagde hun til drengen, før hun forberedte sig mentalt på at transferere.

[Deleted]

Der gik ikke længe før de susede igennem luften og blev slynget til højre og venstre, hvilket altid gav Cedric en smule kvalme. Godt nok var han en dygtig auror, men flyveturer igennem luften var ikke det han holde mest af, og han gjorde alt hvad han kunne for at holde fat på kvinden og den lille dreng. Meget snart landede de foran Cedric's hus som lå ikke så langt væk fra byen, og han slap dem begge som de landede i gangen. Cedric boede i et ganske fint hus, det var ikke noget stort og fancy, men ganske almindeligt og afslappet med 4 værelser og plads til lidt af hvert. Han elskede at føle sig hjemme og ville bestemt ikke have noget alt for stort, hvordan Alecander kunne holde hans mindre palæ ud, det fattede han slet ikke.

Han rejste sig roligt op og kiggede over i mod Megan og den lille dreng: "Er du okay?" spurgte han og rakte hende hånden for at hjælpe, som han kiggede i mod den lille dreng. Der var ikke ret mange børn der kunne lide at transferer sig igennem luften, og han var derfor lidt bekymret for hvordan den lille fyr mon ville tage det. Cedric trak roligt vejret ind, og puttede så sin stav tilbage i jakkelommen, nu var de i det mindste i sikkerhed.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Megan hadede også at transferere, men det gik dejlig hurtigt. Hun var heller ikke særlig god til at flyve, så ofte transporterede hun sig bare som en hel normal muggler. Hun havde jo også altid Hunter med, og hans krop reagerede aldrig godt på at transferere. Hun havde kun gjordet det få gange med ham, og hver gang havde han brækket sig. Og i dag var ingen undtagelse. Hun fik drejet Hunter en smule, mens drengen kastede op. Heldigvis ramte det jorden og ikke nogen af dem. Han græd ikke mere. Han kunne jo ikke græde og brække sig samtidig, men klyngede sig i stedet til Megan. "Så-så, skat... Vi' okay nu..." mumlede hun ned i håret på sin dreng.

Megan nikkede, da Cedric spurgte om de var okay. "Tusind, tusind tak for hjælpen..." sukkede hun taknemligt. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige... Det er bare som om "tak" ikke rigtig er nok," sagde hun med et forsigtigt smil. "Jeg hedder Megan," sagde hun. "Og det her er Hunter... Virkelig. Tusind tak! Det kunne virkelig være endt galt..."

[Deleted]

Cedric hadede at se når folk var kede af det eller havde det dårligt, og lige for tiden hvor at Theodore og de andre dødsgardister hærgede den magiske verden, var det jo nu engang desværre lidt svært at følge med når der skete så meget, og Cedric vidste udemærket godt at hele denne verden var en smule usikker. Som den lille dreng kastede op, var Cedric også hurtigt henne ved dem og lagde en hånd på Megan's skulder: "Lad os tage ham ind i stuen... Måske han har brug for lidt vand og noget tørt brød, det plejer at hjælpe" sagde han roligt, og tog det bestemt ikke så tungt at drengen brækkede sig på hans gulv, det kunne han jo ikke gøre for.

"Det er okay... I kan bare blive lidt tid, i må begge være chokerede" sagde han i en venlig stemme, og kiggede let i mod hende som han ville hjælpe hende op at stå: "Mit navn er Cedric... Jeg er auror... og ja det var heldigt, det var ret tilfældigt at jeg lige kom forbi" sagde han i en stille stemme og lod en hånd glide igennem sit blonde hår, der var bare alt for meget drama rundt omkring: "Ved du noget om hvorfor i blev angrebet?" spurgte han i en rolig stemme, han måtte jo vide hvad han kunne, primært fordi han skulle give rapport til ministeriet.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Megan fandt sin stav frem. Heldigvis var opkast ikke rigtig et problem, når man var magiker. Hun slog et svirp med staven og fik styr på opkastet, der pænt forsvandt igen. "Undskyld. Han brækker sig altid, når vi transfererer," sukkede hun. Når nu adrenalinen var på vej ud af kroppen, kunne hun godt mærke hun var lidt ør i hovedet. Hun rejste sig fra gulvet med Hunter i armene, og nikkede til Cedric. Hun kunne jo ikke ligefrem give hånd med en dreng i armene. Hun strøg Hunter ned ad ryggen, mens han hang på hende. "Jeg tror heldigvis ikke Hunter helt forstod hvad der foregik," mumlede hun. Men ja, hun var rimelig chokeret. Hun var bare ikke helt sikker på, at det var sunket ind endnu.

"Auror... Det forklarer en del," sagde hun med et venligt smil. Det var derfor han havde indledt sig på at redde hende fra den håndfuld idioter, der havde lavet ulykker. "Jeg kender dem ikke... Men en af dem fik sagt 'forbandede mudderblod', så jeg gætter på, det er en blodstatus-ting." sukkede hun. Hun var jo ikke ligefrem kendt-kendt, men hun arbejdede på De Tre Koste, så de fleste kendte hende ved fornavn. Og der var jo nok nogle i Garden hun havde gået i skole med i sin tid. "Hunter er halvblod, så han burde være rimelig sikker..." mumlede hun. "Skod dag..." sukkede hun opgivende.

[Deleted]

Som hun kom op at stå, smilede Cedric til hende, mest fordi han var glad for at se at de ikke var mere sårede end som så: "Lad os sætte os ind" sagde han og satte roligt retning i mod stuen i et afslappet smil, glad for at hun var uskat og for at den lille dreng blot havde det dårligt over flyveturen, for selvom det var synd, så var det jo ikke mere forfærdeligt: "Måske ikke... Jeg havde selv en ret traumatisk barndom i hans alder, og selvom jeg ikke husker det så sidder det i kroppen på en" sagde han i et smil og prøvede virkeligt ikke at være pessimistisk, men blot realistisk overfor hende, og ærlig frem for alt.

"Ja det må man sige... Men hele storbritannien er i stor fare efter Theodore har overtaget ministeriet... Hvis du vil kan i sagtens overnatte her, jeg har plads nok og je tvivler på nogen vil komme herud" sagde han med et roligt smil og kiggede så igen i mod hende, hun var virkeligt en spændende kvinde, også selvom han ikke engang kendte hende, men frem for alt så slog hans omsorgsgen nok en del igennem, især fordi at hun havde et lille barn: "Ja jeg gætter på det er din søn?" spurgte han roligt, bare for at sikre sig.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Megan fulgte med ham ind og satte sig ind på Cedrics sofa, stadig med Hunter i armene. Han ville næppe give slip lige foreløbig. "Forhåbentlig var det en engangs-ting," sukkede Megan. Hun håbede virkelig ikke, at den nye virkelighed var at mugglerfødte hekse og troldmænd skulle være bange for at gå på åben gade. Hun ville i hvert fald ikke bryde sig om det. Mest af alt for Hunters skyld. "Ja, han er," sagde hun. Hunter lignede nok mere sin far end hende, men hun havde også været med til at lave ham. "Jeg overvejede lidt om han skulle bo hos sin far indtil det her går over... Men det kommer ikke til at fungere," sagde hun bare. Neo var ikke ligefrem den mest pædagogiske af de to. "Tak, men jeg ville trænge mig på..." sagde hun og smilede høfligt til Cedric. Det var en fin gestus, men det var måske var det lidt for meget at sove hos en komplet fremmed.

[Deleted]

Cedric nikkede, det var bestemt ikke for at skræmme hende at han havde sagt det, men det var nu engang bare ikke altid sjovt at være så lille en fyr når man ingenting kunne gøre: "Ja det håber jeg også..." sagde han blot, Cedric elskede sit arbejde, men han hadede inderligt at se det hele gå udover uskyldige mennesker. Men for tiden vidste han dog også godt at ingen var sikre, dødsgarden var sindsyge og selvom Cedric var en meget dygtig auror med mange års erfaring, så vidste han godt at han ikke kunne stille meget op i mod en mand som Theodore, og de kunne jo kun håbe på et mirakel, og håbe på at der blev lagt en ordenlig plan.

"Arh, i er ikke sammen?" spurgte han i ren nysgerrighed og satte sig roligt ned i sofaen som han kiggede i mod dem begge to, og prøvede lige nu bare at få puslen en smule ned og trække vejret ovenpå den hektiske situation: "I trænger jer bestemt ikke på, jeg bor her alligevel alene..." sagde han i et smil, lidt selskab var jo altid hyggeligt og selvom Cedric var ganske glad for kvinder, så kunne han godt skældne imellem fritid og fornøjelse, og nu var hun jo ikke en random pige fra byen han lige havde taget med hjem.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Megan rystede på hovedet. "Nej. Vi var sammen... Og så var vi ikke sammen," sagde Megan bare. Sådan gik det jo nu engang ind i mellem. Hun var jo også blevet gravid inden hende og Neo overhovedet datede. "Vi er stadig fine venner... Han har bare et lidt specielt arbejdsskema," Og et lidt specielt job. Men det måtte han jo om. Neo ville næppe få et 9-17 job, bare for at kunne tage sig af sin søn. Hun trak på skuldrene. "Måske..." sagde hun. "Lige nu skal jeg lige have pulsen ned. Det slår mig nok først senere." sagde hun og strøg Hunter ned ad ryggen. Det var næsten terapeutisk. Hun kunne jo heller ikke tillade sig at bryde sammen, mens Hunter var her. Hun skulle jo forestille sig at være den voksne, der kunne tage sig af dem. Men det virkelig rart at have en auror ved hånden, selvom hun kun lige havde mødt ham. Han virkede god nok på bunden.

[Deleted]

Hendes ord kunne han nu alligevel ikke lade være med at grine en smule over, og han tippede let hovedet på skrå som det flabede smil fandt vej til hans læber: "Tjah når man har et barn sammen, så er man jo som oftest sammen på et eller andet tidspunkt" sagde han blot i et roligt smil, det var jo ikke så ofte at børn kom med storken, selvom det nogengange var den mere skånsomme og charmerende version at fortælle: "Det må være skønt med børn, jeg har 4 brødre og ingen af os har børn... Det er egentligt lidt for dårligt" sagde Cedric i et grin, ja især i betragtning af at han nu var 32 år gammel.

"Det kan jeg godt forstå, det må også have været et chok" sagde han og sukkede roligt, han ville ønske han kunne gøre noget for hende, men det var jo nok desværre en smule svært: "Vil du have et mad? Eller måske noget mad? Et glas vin?" spurgte han og kiggede i mod hende med en stille mine, han kunne jo lige så godt tilbyde hende hvad han havde også håbe at noget måske ville ramme plet.

[Megan Evelynn Morgenstern]

Megan sendte ham et smil tilbage. "Hah, det er sandt!" sagde hun. Hunter havde bestemt ikke været en jomfrufødsel. "Det er hårdt..." indrømmede hun. "Altså, man skal virkelig ville det..." Hun havde prioriteret Hunter over sig selv mange gange, og det havde da været nogle ærgerlige ting hun var gået glip ad ind i mellem. Men hun fortrød det ikke et sekund. "Hey, I kan skiftes til at babysitte ham her." sagde hun med et skævt grin og hentydede til Hunter. Hun ville nu ikke lade en komplet fremmed tage sig af hendes dreng, men det var en fin joke.

"Tak, men det behøves virkelig ikke..." afslog hun høfligt. Han skulle jo ikke til at servicere hende. Han havde muligvis lige reddet hende fra en seriøs omgang tæv (Eller det der var værre), så han skulle ikke begynde at lave mad eller hente hende vin nu. Selvom et godt, stærkt glas vin nok ville få nerverne tilbage på plads.